Historien bag Mabitxo
I den lille landsby Constantim i det nordlige Portugal, hvor bjergene rækker op mod himlen, og tiden går langsomt, levede en mand ved navn Abel. Han var kendt som landsbyens mest hårdnakkede landmand, en mand, der havde rejst sine får og kvæg gennem alle de slyngede bjergstier, som området kunne byde på. Men han var også kendt for en helt særlig vending: “Mabitxo!” (udtales “Mabitcho”).
Når hans dyr nægtede at følge hans kald eller stod og stirrede på ham med et trodsigt blik, kunne han udbryde dette ord. Dyrene kunne stoppe midt på vejen eller gå i en helt anden retning, og i de øjeblikke kunne Abels rungende råb af “Mabitxo!” høres over markerne. Vendingen begyndte som en blanding af “mau” (dårligt) og “bicho” (dyr), en mild fornærmelse fuld af kærlighed og frustration, og med Abels karakteristiske accent fik det en helt særlig klang.
Da hans barnebarn Fernando voksede op, mindede de råb ham altid om bedstefaderens hårde arbejde og stædige kamp med dyrene. Så da Fernando en dag skulle navngive sin egen virksomhed, opstod navnet næsten naturligt: Mabitxo. Navnet var mere end blot et mærke – det var en hyldest til bedstefaderen og det landsbyliv, som han kom fra. Mabitxo var måske mærkeligt for andre, endda en smule dramatisk, som noget ud af en actionfilm. Men for Fernando rummede det en hel historie og et væld af minder – om familien, hjemlandet og den stædighed, der løber i blodet.